Skip to content

Trafikselskaberne i Danmark

Trafikselskaberne i Danmark – Danish Public Transport Authorities – blev stiftet 01.08.2008. Medlemmerne er de seks regionale trafikselskaber i Danmark

Formål
TID, Trafikselskaberne i Danmark, blev stiftet i 2008 og er brancheforening for de seks danske regionale trafikselskaber NT, Midttrafik, Sydtrafik, Movia og BAT. Det følger af vedtægterne, at ”Foreningens formål er at give trafikselskaberne en platform, hvorfra de kan varetage deres fælles interesser. Det gælder dels fagligt, i form af et samarbejde og dels politisk, i form af et talerør.”

Lovgrundlag
De regionale trafikselskaber blev etableret i 2007 i forbindelse med kommunalreformen og har som opgave at administrere den kollektive trafik i deres område. Ifølge Lov om trafikselskaber skal hver region etablere et eller flere trafikselskaber og hver kommune skal deltage i et trafikselskab. Trafikselskabernes ejere er således kommuner og regioner.

Opgavefordeling
Kommuner og regioner fungerer som ”bestillere” af kollektiv transport i deres område. Regionerne bestiller og betaler den regionale bustrafik, lokalbaner og flextrafik. Kommunerne bestiller og betaler for den kommunale og lokale kollektive trafik, herunder også flextrafik, skolekørsel m.v.

Trafikselskabernes opgave er at sammenfatte de ønsker kommuner og regioner har, og ud fra dem levere den ønskede kollektive trafik. De rådgiver og vejleder og sørger for at bus og lokalbanedrift hænger bedst muligt sammen. Trafikselskaberne varetager en lang række praktiske opgaver, herunder at sende bus- og flextrafikkørsel i udbud, indgå kontrakter med operatører, overvåge trafikken, fastlægge og koordinerer køreplaner, drive takstsystemer, billetkontrol, kundeservice, rejseinformation og meget mere.

Udlicitering
Stort set al busdrift er udliciteret i Danmark. Den høje grad af udlicitering betyder, at Trafikselskaberne fungerer som innovative kommunale og regionale indkøbsfællesskaber, der er med til at professionalisere og effektivisere den kollektive trafik. Det er – også internationalt – unikt, at de danske trafikselskabers drift i så høj grad er udliciteret. Det er med til at gøre den kollektive trafik billigere og bedre.

Fælles billetsystem og rejseinformation
Sammen med de øvrige danske trafikvirksomheder driver trafikselskaberne i Danmark Rejsekortet, Rejseplanen og Rejsebillet, som sikrer, at der er ét fælles billetsystem i Danmark, ligesom information om rejser i den kollektive transport er samlet et sted.

Det daglige samarbejde
Trafikselskabernes direktører er i løbende kontakt om fælles sager og mødes typisk fire gange årligt. Der er etableret en høringskreds blandt trafikselskaberne, hvor svar på høringer og forespørgsler koordineres. Der holdes tæt kontakt med centrale interessenter inden for kollektiv transport, herunder KL og Danske Regioner.

Det politiske talerør
Via samarbejdet i foreningen kan selskaberne stå stærkere og med større legitimitet og vægt løfte fælles, politiske problemstillinger. Det er bestyrelsen, som sammen med direktørerne fastlægger de emner, TID skal fokusere på. Der afholdes to til tre bestyrelsesmøder om året samt typisk et årligt møde mellem TiD-formandskabet og udvalgsformænd fra KL og Danske Regioner.

Der er tradition for, at TiD-bestyrelsen mødes med transportministeren. Det har givet ministrene anledning til at møde formændene og trafikselskaberne mulighed for at præsentere aktuelle indsatsområder.

Netværk
På tværs af selskaber mødes trafikselskabernes fagmedarbejdere i netværk for at udveksle erfaringer og drøfte fælles faglige problemstillinger. Det findes netværk på en lang række områder, bl.a. jura, kontrakter, miljø, BRT, økonomi m.fl.

Europæisk og internationalt samarbejde
Sekretariatet følger den europæiske lovgivning og er medlem af EU-komitéen i UITP, som er den internationale organisation for kollektiv Transport.  Sekretariatet deltager ligeledes i Transportministeriets EU-specialudvalg.

Sekretariat
Foreningen sekretariatsbetjenes af sekretariatschef Lone Rasmussen, movil +45 23 40 16 39, e-mail lor@moviatrafik.dk og student Sigurd Svaneborg, mobil +45 30 45 45 20 og e-mail sgs@moviatrafik.dk